Viser opslag med etiketten museumsbesøg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten museumsbesøg. Vis alle opslag

26. februar 2015

Spændende kvindegrav fra Ejstrupholm

Jeg har længe tænkt på at omtale fundet af en kvindegrav fra Ejstrupholm, som er publiceret i Herning Museums årbog "Midtjyske Fortællinger" fra 2009. Artikel hedder "En kvindegrav fra 800-tallet" og er skrevet af Astrid Skou Hansen.

Graven er fra første halvdel af 800-tallet og indeholder 2 flotte skålspænder af type JP 37:3, 1 trefliget spænde af type SK2 og 3 thorshamre af jern i en lille ring. 
De 3 thorshamre i jern
Kvinden, der har båret de 3 smykker og hammer-amuletterne, er blevet begravet på en større gravplads i en kistegrav med et låg af planker henover. Af kvinden selv var der kun svage spor af kraniet og rygsøjlen i jorden.
Skålspænderne var placeret lidt under den dødes skuldre og det trefligede spænde lidt lavere midt imellem skålspænderne. De 3 thorshamre har formentlig siddet i en kæde om kvindens hals, da de er fundet lidt over skålspænderne.

Skålspænderne fra graven er "af god kvalitet med detaljeret og veludført ornamentik." De er 10,2 cm lange (= middellængden for denne type) og sandsynligvis produceret i begyndelsen af 800-tallet i Norge eller Sydsverige. Der er bevaret flere slags tekstil på undersiden af dem, bl.a. et vævet bånd og et mikroskopisk fragment af en guldtråd.
Det trefligede spænde er af en type der næsten kun stammer fra de gammel-danske områder og dateres typisk til første halvdel af 800-tallet. De optræder ofte sammen med skålspænder af type JP 37, som jo også er tilfældet her. Her er der også bevaret tekstilrester. Inderst mod spændet er det et stykke fintvævet hør, derefter et stykke grovere lærredsvævet uldstykke og yderst ægkanten af et stykke groft uldent klæde.  Det pudsige her er at tekstilstykkerne sidder i omvendt rækkefølge af, hvad man kan forvente, hvis kvinden af været iført den typiske kvindedragt fra 800-tallet! Artiklens forfatter foreslår selv den løsning at tekstilerne kunne stamme fra dragtens bagside og dermed først er kommet i forbindelse med spændet efter at liget er gået i opløsning. Det fine hør stammer i så fald fra en hørsærk, uldstykket fra en selekjole og det grove uldstof fra et tæppe/dyne svøbt om liget.
Min egen moderne kopi af skålspændet lavet af Ken Ravn, 2013.










10. oktober 2010

Hammerum-pigen - et enestående tekstilfund

I går var der på Herning Mueseum indvielse af den nye udstilling med Hammerum-pigen. Selve pigen er der ikke så meget at se af - pånær hendes flotte flettede frisure. Men hendes dragt er usædvanligt velbevaret og er nu, 17 år efter at hendes grav blev taget op, til at se for alle interesserede.
Hammerum-pigen er fra jernalderen ca. år 0-130 e.kr. Hendes kjole er et aflangt rør af uldstof i farven rød eller rødbrun med hvide striber (ret dansk :-). Over skuldrene eller hovedet havde hun et lyst sjal også med striber.

Der er fundet andre flotte og meget velbevarede dragter fra jernalderen, men disse er fra mosefund. Det enestående her er, at hun er fundet i en jordgrav. Hvorfor hendes dragt er så velbevaret er lidt af en gåde, men der foretages lige for tiden mange videnskabelige prøver af forskellige dele af fundet, der (når svarene kommer tilbage fra div. laboratorier) gerne skal kunne sige mere om hende.

Læs mere om udstillingen på Herning Museums side

6. juli 2009

Oldtiden på Nationalmuseet





Er du som jeg fan af Oldtidsudstillingen på Nationalmuseet, findes der flere forskellige gode kilder til information om den. Mine personlige farvoritter på udstillingen er Solvognen og Gundestrupkedlen.

Nationalmuseets hjemmeside hvor der er gjort et kæmpe stort og meget flot stykke arbejde for at formidle samlingen på internettet.

Facebook-siden for Nationalmuseet hvor du kan følge med i nyheder m.m.


Årbogen "Nationalmuseets Arbejdsmark 2008" indeholder en god artikel om tankerne bag udstillingen og med et historisk oprids af udstillingens egen historie.

27. maj 2009

Besøg på Moesgaard Museum

I april måned udnyttede min søster og jeg det super gode vejr til at tage til Moesgaard Museum. Vi så bl.a. den flotte nye(?) opstilling med Grauballe-manden, den faste udstilling, en særudstilling om runer, og så gik vi en helt vidunderlig tur i området omkring Moesgard på Oldtidsstien. Vi kom dog ikke hele vejen rundt, men jeg kan alligevel varmt anbefale turen som på det tidspunkt var i den skønneste forårsskov. Vi sluttede af på marken med fårene vest for museet. Jeg havde set frem til at se stenen med de to solhjul - men hvor var den?? Jeg tror ikke, at der er en sten på den mark, som vi ikke tjekkede efter - selvom stenen angiveligt skulle stå i nærheden af stenene med grubeskåle! Den er åbenbart væk - måske jeg skulle kontakte musset og spørge dem ad?

22. marts 2009

Lindholm Høje Museum

For nylig var jeg inde og (gen)se Lindholm Høje Museum. Det var nogle år siden jeg sidst havde været der, så jeg var især spændt på at se den nye udstilling, som er placeret under jorden. Jeg var ret imponeret over den anderledes måde at opstille genstandene på - især de store opbavaringskrukker fra jernalderhusets kældergrube var rigtigt flot sat op! Jeg kunne også gode lide brugen af lys, lyde, billedshows m.m. Det var meget stemningsskabende. Da det var tilladt at tage billeder på museet, gjorde jeg flittigt brug af kameraet. Se nedenstående foto-historie for at få et indblik i nogle af oplevelserne, - men bemærk at jeg helt klart vil anbefale dig at tage omkring museet i et par timer en dag, hvis du kommer i nærheden.

13. juni 2008

Oldtidsudstillingen på Nationalmuseet



Læs om den nye permanente oldtidsudstilling på Nationalmuseet i København. Jeg glæder mig rigtigt meget til jeg selv skal se den i løbet af sommeren, men indtil da må jeg jo nøjes med billeder, tekst og web-tv fra udstillingen på nettet.

Læs mere her...