Viser opslag med etiketten historisk fremstilling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten historisk fremstilling. Vis alle opslag

5. oktober 2009

Bogomtale: "Nyt syn på trelleborgene"

Af Finn Rasmussen, Forlaget Tænk Kritisk, 2006

Det må i sandhed siges at være en rammende titel "Nyt syn på..." for det er virkelig et anderles syn på tingene, der ligges for dagen i denne bog. Det er ikke kun trelleborgene der kommer under luppen, men faktisk hele vikingetidens historie (og lidt før den også).
Forfatteren er amatørarkæolog og skriver om hans undersøgelser af kildemateriale og arkæologiske rapporter omkring trelleborgene i Danmark og Skåne.
Han tager først og fremmest udgangspunkt i Trelleborg ved Slagelse og dens tilblivelse, som han mener blev bygget i 700-tallet med kongen Harald Hildetand (ca. år 705-770) som bygherre.

Harald Hildetand skulle endvidere være den konge over Østdanmark, som også anlagde de 2 trelleborge i Skåne. Rasmussen skriver også at Harald Hildetand indførte asatroen, som en slags statsreligion på bekostning af vanetroen. I 700-tallet skulle de dengang 3 eksisterende trelleborge være blevet anvendt til at kontrollere områdets militærmagt og som samlingssted for lokale krigere og krigsskibe inden forårstogtet begyndte. De 3 borge var anlagt så skibene kunne ligge i læ her. Borgene var endvidere oplagringsplads for alt hvad kongen erhvervede sig (gennem togter og afgifter), og fungerede derfor også som kongsgårde.

Trelleborg skulle være blevet udbygget i ca. 780'erne af vikingekongen Sigurd Ring. Borgen blev kraftigt forstærket med kampesten og træpallisader på nøjagtig samme måde som Danevirke også blev det i disse år.

3. fase af Trelleborg skulle være foretaget af Sigurd Orm i Øje i årene efter 852 med Wolin (Jomsborg) som forbillede. Byen havde palisader, voldgrav, træbelagte gader, karréhuse og flere porte.

De 3 Vestdanske trelleborge (Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken) mener forfatteren blev bygget af Gorm den Gamle, som ville udbygge sin militærmagt. Gorm var ivrig asedyrker og derfor blev disse borge - som de 3 Østdanske borge også bygget med cirkelkorset som forbillede. Cirkelkorset mener Rasmussen var symbol for Odindyrkelsen og tegn på himmelske magter - og er altså i hans optik ikke et symbol på solen.

Efter at have læst Finn Rasmussen bog ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal mene om den. Han anskuer virkeligt mange ting på en helt anden måde end den gængse opfattelse af symboler, religion, historiske begivenheder m.m. Man sidder lidt og ryster på hovedet - og alligevel er der andre gange, hvor man tænker at det var alligevel interessandt og kunne det tænkes at han har ret...? Men én ting er sikker; han mangler kilder til sine tolkninger utroligt mange steder! Han kunne lige så godt have opdigtet mange af tingene ud af den blå luft - det er ikke til at se hvor han har sine ideer fra og om der er hold i dem. Den korte litteraturliste bag i bogen er alt for lidt.
Jeg vælger at betragte bogen, som et indspark til at provokere den toneangivende holdning blandt historikere, arkæologer, religionshistorikere, kunsthistorikere m.m. Da den udkom tilbage i 2006, burde det jo nok være muligt at finde anmeldelser af bogen og reaktioner på den da den udkom. Det kunne også være rigtig spændende læsning.

18. oktober 2007

"Politikens bog om Danmarks vikingetid"


Skrevet af Kåre Johannessen, 2001, Politikens Forlag

En virkelig god og omfattende guide til alle seværdighederne i Danmark og Skåne, der har med vikingetiden at gøre. Så hvis man er bidt af vikingetiden og vil ud og have en masse oplevelser, kan jeg kun anbefale denne bog!

Bogen indledes med et langt og grundigt historisk overblik over perioden fremstillet med kongerækken og diverse erobringer i centrum. I samme afsnit er indflettet en del temabokse med forklaringer på emner som: Musik & sang, Humor, Mad & drikke, Personnavne, Seksualmoral, Personlig hygiejne, Sygdom & helbredelse, Børn & barndom, Ældre, Kønsroller, Sport, Boligindretning & Digtekunst.

Alt i alt en god informativ bog, der kommer vidt omkring, og som man altid bør have med sig i bilen, til brug i det tilfælde, hvor man er havnet på familiebesøg i den anden ende af landet, og godt lige vil se egnens seværdigheder i samme omgang!

29. september 2007

"Vikingerne i Vesterled"

Omtale af tidsskriftsartikel af Dick Harrison
I: 'Alt om historie' 2007, nr. 5, s.22-29

Artiklen giver en (meget) kort gennemgang af de danske krigeres erobringer i vikingetiden med fokus på Frankerriget og England. S. 25 viser et flot kort og artiklen er fint illustreret i bedste populærvidenskabelige stil.

16. september 2007

"Vikingetiden i Danmark" af Frank Birkebæk, 2003


Denne bog må vel nærmest betegnes som grundbogen, hvis der fandtes et fag i skolen, der hed "Vikingetiden". Den beskriver meget detaljeret, (men bestemt ikke kedeligt), en række meget centrale elementer af vikingetiden. Bogen bygger sine udsagn på historiske kilder og arkæologiske fund, og har bestemt sin kildekritik iorden, - men den er jo også skrevet af Frank Birkebæk, der er cand.phil. i historie og leder af Roskilde Museum. Af emner der tages op kan nævnes vikingetidens: landbrug, landsbyerne, huset og dets indretning, beklædning og møbler, togter, erobringer og bosættelser, handel og bygrundlæggelse, samt håndværk og kunst. Det sidste kapitel omhandler især Harald Blåtand og hans rolle, som landets første konge, i at samle det danske rige og gøre danerne kristne.

"Vikingetiden i Danmark" kan varmt anbefales til alle, der gerne vil have et seriøst indblik i mange af vikingetidens facetter. Det er bestemt en bog som beriger, og efter endt læsning, har man fået et godt billede af hvad vikingetiden bød på af livsbetingelser og afgørende forandringer for dens folk.

3. september 2007

"Vikingerne" af Tony Allan, 2002


Meget flot og rigt illustreret bog om vikingerne og deres verden. Bogen giver i korte kapitler et indblik i mange af aspekterne ved vikingernes levevis, tro, rejser og togter samt håndværk, dog uden at gå i dybden med disse. Enkelte steder virker teksten desværre en smule overfladisk og forudindtaget.
Bogen er en fin introduktion for den som ikke kender noget til vikingetiden i forvejen.