Viser opslag med etiketten arkæologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten arkæologi. Vis alle opslag

26. februar 2015

Spændende kvindegrav fra Ejstrupholm

Jeg har længe tænkt på at omtale fundet af en kvindegrav fra Ejstrupholm, som er publiceret i Herning Museums årbog "Midtjyske Fortællinger" fra 2009. Artikel hedder "En kvindegrav fra 800-tallet" og er skrevet af Astrid Skou Hansen.

Graven er fra første halvdel af 800-tallet og indeholder 2 flotte skålspænder af type JP 37:3, 1 trefliget spænde af type SK2 og 3 thorshamre af jern i en lille ring. 
De 3 thorshamre i jern
Kvinden, der har båret de 3 smykker og hammer-amuletterne, er blevet begravet på en større gravplads i en kistegrav med et låg af planker henover. Af kvinden selv var der kun svage spor af kraniet og rygsøjlen i jorden.
Skålspænderne var placeret lidt under den dødes skuldre og det trefligede spænde lidt lavere midt imellem skålspænderne. De 3 thorshamre har formentlig siddet i en kæde om kvindens hals, da de er fundet lidt over skålspænderne.

Skålspænderne fra graven er "af god kvalitet med detaljeret og veludført ornamentik." De er 10,2 cm lange (= middellængden for denne type) og sandsynligvis produceret i begyndelsen af 800-tallet i Norge eller Sydsverige. Der er bevaret flere slags tekstil på undersiden af dem, bl.a. et vævet bånd og et mikroskopisk fragment af en guldtråd.
Det trefligede spænde er af en type der næsten kun stammer fra de gammel-danske områder og dateres typisk til første halvdel af 800-tallet. De optræder ofte sammen med skålspænder af type JP 37, som jo også er tilfældet her. Her er der også bevaret tekstilrester. Inderst mod spændet er det et stykke fintvævet hør, derefter et stykke grovere lærredsvævet uldstykke og yderst ægkanten af et stykke groft uldent klæde.  Det pudsige her er at tekstilstykkerne sidder i omvendt rækkefølge af, hvad man kan forvente, hvis kvinden af været iført den typiske kvindedragt fra 800-tallet! Artiklens forfatter foreslår selv den løsning at tekstilerne kunne stamme fra dragtens bagside og dermed først er kommet i forbindelse med spændet efter at liget er gået i opløsning. Det fine hør stammer i så fald fra en hørsærk, uldstykket fra en selekjole og det grove uldstof fra et tæppe/dyne svøbt om liget.
Min egen moderne kopi af skålspændet lavet af Ken Ravn, 2013.










31. august 2013

Haldumskrinet

Rekonstruktion af Haldumskrinet

I årbogen KUML fra 2007 er der en interessant artikel om Haldumskrinet. Skrinet er fundet i en formodet kvindegrav på en vikingetidsgravplads ved Haldumkirke.
Af selve skrinet er kun jernbeslag, låse og dekoration bevaret, men man kan se spor af træaftryk på bagsiden af jernet, og man ved derfor at skrinet var lavet af egetræ. Om det har været smukt udskåret og evt. bemalet kan man ikke afgøre, men skrinet har en enorm stor lighed med det meget smukke Bambergskrin, som befinder sig på Bayerische Nationalmuseum.
Bambergskrinet
Bambergskrinet er lavet med bronzebeslag og udskåret hvalrostand i mammenstil og man formoder at det er lavet i Danmark et sted mellem 950-1000. Hvordan det er havnet i Bayeren ved man ikke.

Detalje af Bambergskrinet

30. maj 2012

Aros og vikingernes verden

Moesgaard Museum, 2011
Udgivet i forbindelse med udstillingen "Syv vikinger" på Moesgård Museum. 

En dejlig anderledes bog om vikingetiden som ikke ligner de normale historiske fremstillinger. Den består af mange korte kapitler og er illustreret med mange smukke fotos bl.a. fra udstillingen "Syv vikinger". Teksten er både letlæst men også informativ og er derfor et godt udgangspunkt for videre fordybelse i de mange emner der tages op.

Bogen består af 3 hoveddele:
1. del: Syv vikinger, som beskriver udstillingen på Moesgård Museum og præsenterer 6 af de 7 vikinger som man følger i udstillingen.

2. del: Aros, som tager udgangspunkt i vikingetidens Århus og egnene tæt derpå.

3. del: Verden, som tager læseren med ud i den verden, som vikingerne rejste ud i med fokus på de steder, som vikinge-figurerne i udstillingen på en eller anden måde havde forbindelse til.

3. marts 2012

Vikinger i vest - vikingetiden i Vestjylland

Skrevet af Palle Eriksen, Torben Egeberg, Lis Helles Olesen og Hans Rostholm.
Udgivet af Ringkøbing-Skjern Museum, Holstebro Museum og Herning Museum samt Jysk Arkæologisk Selskab, 2009.

Det er en rigtig rigtig lækker bog og helt ulig de bøger, som du normal kan finde om vikingetiden! Den har et lokalt udgangspunkt som er det gamle Hardsyssel / Ringkøbing Amt (samt sammenligninger til det øvrige DK) og så indeholder den en masse arkæologisk information om de 128 lokaliteter med fund. Derfor får man ikke den sædvanlige overblikslæsning over perioden og bogen sigter da heller ikke på at være en historisk fremstilling. Det falder virkelig meget i min smag, for man kan ellers godt synes at man læser de samme oplysninger igen og igen, når man får fat i "en alm. bog om vikingetiden".
Den er skrevet i et flydende og let læseligt sprog (pånær kapitlet "Efter døden" som er lidt tungt med mange arkæologiske beskrivelser.) Den indeholder fine korte temaartikler sat ind i den grundlæggende tekst, masser af  fine illustrationer og et omfattende katalog over de 128 lokaliteter/fund.

* Vidste du fx at de ældst kendte vandmøller i DK er fundet i Vestjylland?
* Eller at vesterhavskysten lå ca. 1 km længere ude end i dag og at der eksisterede et stort indre farvand, hvor man kunne sejle fra Ringkøbing Fjord helt op til Nissum Fjord?

Derudover er det gået op for mig, at der i min egen hjemby også er gjort fund af 2 langhuse samt et grubehus lige ved siden af kirken, som ligger på en mindre bakke. I kapitlet "Kirker af træ og sten" anskueliggøres en stærk sammenhæng mellem vikingetidens stormands-bebyggelser og placeringen af de ældste romanske stenkirker i landet. Det er også rigtigt interessant, men nok tvivlsomt om det også gælder for min hjemby.

15. februar 2011

Gådefuld borg stammer fra bronzealderen

"Det er lykkedes en gruppe arkæologer at datere en gådefuld borg på Møn, som man tidligere har ment måtte være en middelalderborg. Det viser sig, at borgen er flere tusind år gammel."

Læs artiklen på Videnskab.dk

10. oktober 2010

Hammerum-pigen - et enestående tekstilfund

I går var der på Herning Mueseum indvielse af den nye udstilling med Hammerum-pigen. Selve pigen er der ikke så meget at se af - pånær hendes flotte flettede frisure. Men hendes dragt er usædvanligt velbevaret og er nu, 17 år efter at hendes grav blev taget op, til at se for alle interesserede.
Hammerum-pigen er fra jernalderen ca. år 0-130 e.kr. Hendes kjole er et aflangt rør af uldstof i farven rød eller rødbrun med hvide striber (ret dansk :-). Over skuldrene eller hovedet havde hun et lyst sjal også med striber.

Der er fundet andre flotte og meget velbevarede dragter fra jernalderen, men disse er fra mosefund. Det enestående her er, at hun er fundet i en jordgrav. Hvorfor hendes dragt er så velbevaret er lidt af en gåde, men der foretages lige for tiden mange videnskabelige prøver af forskellige dele af fundet, der (når svarene kommer tilbage fra div. laboratorier) gerne skal kunne sige mere om hende.

Læs mere om udstillingen på Herning Museums side

17. juni 2010

Nationalmuseet - Står vi med resterne af Harald Blåtands borg i Jelling?

Står vi med resterne af Harald Blåtands borg i Jelling?

Læs den spændende artikel fra Nationalmuseet om de nye fund, som arkæologerne gør i disse dage i Jelling.
Det bliver meget interessant at følge dem resten af sommeren, - forhåbentlig vil de gøre endnu flere fund, så vi kan få endnu mere viden om Jelling-området og den betydning det må have haft, da det danske kongerige blev samlet.

5. oktober 2009

Bogomtale: "Nyt syn på trelleborgene"

Af Finn Rasmussen, Forlaget Tænk Kritisk, 2006

Det må i sandhed siges at være en rammende titel "Nyt syn på..." for det er virkelig et anderles syn på tingene, der ligges for dagen i denne bog. Det er ikke kun trelleborgene der kommer under luppen, men faktisk hele vikingetidens historie (og lidt før den også).
Forfatteren er amatørarkæolog og skriver om hans undersøgelser af kildemateriale og arkæologiske rapporter omkring trelleborgene i Danmark og Skåne.
Han tager først og fremmest udgangspunkt i Trelleborg ved Slagelse og dens tilblivelse, som han mener blev bygget i 700-tallet med kongen Harald Hildetand (ca. år 705-770) som bygherre.

Harald Hildetand skulle endvidere være den konge over Østdanmark, som også anlagde de 2 trelleborge i Skåne. Rasmussen skriver også at Harald Hildetand indførte asatroen, som en slags statsreligion på bekostning af vanetroen. I 700-tallet skulle de dengang 3 eksisterende trelleborge være blevet anvendt til at kontrollere områdets militærmagt og som samlingssted for lokale krigere og krigsskibe inden forårstogtet begyndte. De 3 borge var anlagt så skibene kunne ligge i læ her. Borgene var endvidere oplagringsplads for alt hvad kongen erhvervede sig (gennem togter og afgifter), og fungerede derfor også som kongsgårde.

Trelleborg skulle være blevet udbygget i ca. 780'erne af vikingekongen Sigurd Ring. Borgen blev kraftigt forstærket med kampesten og træpallisader på nøjagtig samme måde som Danevirke også blev det i disse år.

3. fase af Trelleborg skulle være foretaget af Sigurd Orm i Øje i årene efter 852 med Wolin (Jomsborg) som forbillede. Byen havde palisader, voldgrav, træbelagte gader, karréhuse og flere porte.

De 3 Vestdanske trelleborge (Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken) mener forfatteren blev bygget af Gorm den Gamle, som ville udbygge sin militærmagt. Gorm var ivrig asedyrker og derfor blev disse borge - som de 3 Østdanske borge også bygget med cirkelkorset som forbillede. Cirkelkorset mener Rasmussen var symbol for Odindyrkelsen og tegn på himmelske magter - og er altså i hans optik ikke et symbol på solen.

Efter at have læst Finn Rasmussen bog ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal mene om den. Han anskuer virkeligt mange ting på en helt anden måde end den gængse opfattelse af symboler, religion, historiske begivenheder m.m. Man sidder lidt og ryster på hovedet - og alligevel er der andre gange, hvor man tænker at det var alligevel interessandt og kunne det tænkes at han har ret...? Men én ting er sikker; han mangler kilder til sine tolkninger utroligt mange steder! Han kunne lige så godt have opdigtet mange af tingene ud af den blå luft - det er ikke til at se hvor han har sine ideer fra og om der er hold i dem. Den korte litteraturliste bag i bogen er alt for lidt.
Jeg vælger at betragte bogen, som et indspark til at provokere den toneangivende holdning blandt historikere, arkæologer, religionshistorikere, kunsthistorikere m.m. Da den udkom tilbage i 2006, burde det jo nok være muligt at finde anmeldelser af bogen og reaktioner på den da den udkom. Det kunne også være rigtig spændende læsning.

6. juli 2009

Bogomtale: "Arkæologi i lange baner"

"Undersøgelser forud for anlæggelsen af motorvejen nord om Århus 1998-2007"
Skrevet af Henrik Skousen
Uddgivet af Moesgård Museum, 2008.

Hvis du bor i Århus-egnen og er arkæologisk interesseret, skulle du tage at kigge i bogen "Arkæologi i lange baner" som fortæller historien for området omkring Lisbjerg og Egåen fra de tidligste tider dvs. sidste istid og frem til middelalderen. Bogen er meget detaljeret og rigigt flot illustreret. Det er spændende læsning at kunne følge området op gennem tiden - hvis du kun er interesseret i en bestemt tidsalder, så spring bare over, hvor gærdet er lavest, og hen til det kapitel, der er interessant for dig. Jeg må nok indrømme, at jeg ikke selv har læst hele bogen, men efter at have bladret den igennem og kigget på billederne får man lyst!
Som undertitlen siger, er bogen blevet til i forbindelse med anlæggelsen af motervejen nord om Århus, - dejligt at noget så kedeligt som en motorvej, kan afføde så meget ny viden om vores forhistorie!


Skærmbillede fra Google Maps

5. februar 2008

"Af fædrene jord" - film


Dokumentarfilm af Dan Säll, 2004.

En rigtig tænksom film, der giver en stof til eftertanke. Den handler ikke decideret om vikingetiden, men om flere forskellige danskeres forhold til den muld fædrelandet er bygget af.
Igennem deres beretninger, møder vi bl.a. en arkæolog og en landmand, der (kan vi formode) har samme respekt, tilgang til naturen og respekt for den gamle tro, som fandtes i vikingetiden.
Det er en meget stemningsfuld film, fuld af flotte billedscener og musik.

21. september 2007

"Vikingernes kongstanke"


- Omtale af avisartikel af Niels Houkjær
I: Weekendavisen, d. 17.08.2007

Artiklen beskriver et spændende nyt forskningsprojekt med Harald Blåtands danske ringborge som udgangspunkt. Projektet skal klarlægge, om der er en forbindelse mellem ringborgene, som alle er placeret tæt på sejlbare farvande, og Harald Blåtands mægtige flåde, i tiden omk. år 1000, hvor Danmark blev samlet til ét rige.
Der er sket meget med forskningsmetoderne siden arkæologerne sidst kiggede på ringborgene. I første omgang laves prøvegravninger i vådarealerne omkring Fyrkat ved Hobro i september 2007.
Dronning Margrethe II's Arkæologiske Fond m.fl. støtter projektet økonomisk. Kræfterne bag er Moesgaard Museum, Nationalmuseet, Sydvestsjællands Museum, Museums Center Års, Aalborg Historiske Museum og Afdeling for Forhistorisk Arkæologi ved Aarhus Universitet. Dermed samler det store projekt også riget geografisk.
Titlen på projektet er: "Kongens Borge"