26. februar 2015

Spændende kvindegrav fra Ejstrupholm

Jeg har længe tænkt på at omtale fundet af en kvindegrav fra Ejstrupholm, som er publiceret i Herning Museums årbog "Midtjyske Fortællinger" fra 2009. Artikel hedder "En kvindegrav fra 800-tallet" og er skrevet af Astrid Skou Hansen.

Graven er fra første halvdel af 800-tallet og indeholder 2 flotte skålspænder af type JP 37:3, 1 trefliget spænde af type SK2 og 3 thorshamre af jern i en lille ring. 
De 3 thorshamre i jern
Kvinden, der har båret de 3 smykker og hammer-amuletterne, er blevet begravet på en større gravplads i en kistegrav med et låg af planker henover. Af kvinden selv var der kun svage spor af kraniet og rygsøjlen i jorden.
Skålspænderne var placeret lidt under den dødes skuldre og det trefligede spænde lidt lavere midt imellem skålspænderne. De 3 thorshamre har formentlig siddet i en kæde om kvindens hals, da de er fundet lidt over skålspænderne.

Skålspænderne fra graven er "af god kvalitet med detaljeret og veludført ornamentik." De er 10,2 cm lange (= middellængden for denne type) og sandsynligvis produceret i begyndelsen af 800-tallet i Norge eller Sydsverige. Der er bevaret flere slags tekstil på undersiden af dem, bl.a. et vævet bånd og et mikroskopisk fragment af en guldtråd.
Det trefligede spænde er af en type der næsten kun stammer fra de gammel-danske områder og dateres typisk til første halvdel af 800-tallet. De optræder ofte sammen med skålspænder af type JP 37, som jo også er tilfældet her. Her er der også bevaret tekstilrester. Inderst mod spændet er det et stykke fintvævet hør, derefter et stykke grovere lærredsvævet uldstykke og yderst ægkanten af et stykke groft uldent klæde.  Det pudsige her er at tekstilstykkerne sidder i omvendt rækkefølge af, hvad man kan forvente, hvis kvinden af været iført den typiske kvindedragt fra 800-tallet! Artiklens forfatter foreslår selv den løsning at tekstilerne kunne stamme fra dragtens bagside og dermed først er kommet i forbindelse med spændet efter at liget er gået i opløsning. Det fine hør stammer i så fald fra en hørsærk, uldstykket fra en selekjole og det grove uldstof fra et tæppe/dyne svøbt om liget.
Min egen moderne kopi af skålspændet lavet af Ken Ravn, 2013.










31. august 2013

Haldumskrinet

Rekonstruktion af Haldumskrinet

I årbogen KUML fra 2007 er der en interessant artikel om Haldumskrinet. Skrinet er fundet i en formodet kvindegrav på en vikingetidsgravplads ved Haldumkirke.
Af selve skrinet er kun jernbeslag, låse og dekoration bevaret, men man kan se spor af træaftryk på bagsiden af jernet, og man ved derfor at skrinet var lavet af egetræ. Om det har været smukt udskåret og evt. bemalet kan man ikke afgøre, men skrinet har en enorm stor lighed med det meget smukke Bambergskrin, som befinder sig på Bayerische Nationalmuseum.
Bambergskrinet
Bambergskrinet er lavet med bronzebeslag og udskåret hvalrostand i mammenstil og man formoder at det er lavet i Danmark et sted mellem 950-1000. Hvordan det er havnet i Bayeren ved man ikke.

Detalje af Bambergskrinet

28. august 2013

"Brede bånd af slanger"

Jeg sad lige og læste lidt i årbogen Hikuin nr. 29 om vikingetidens dyreornamentik. I den første artikel stødte jeg på dette allertidligste citat om dekorationen af tøj:

"Bekæmp med al magt dum overtro i påklædningen, en hadefuld ting mod Gud. For disse klædedragtens dekorationer, som disse mennesker kalder dem, men som andre ville kalde en grufuld vederstyggelighed, udstyret med brede bånd af slanger langs kanterne, er sendt af Antikrist og forudsiger hans komme."

Citatet er fra et brev skrevet af Bonifatius til Cuthbert af Canterbury i år 747. Han er åbenbart den første og eneste fra samtiden der på skrift udtrykker sig om dyreornamentikken, som altså bestemt ikke faldt i hans smag! Om de "brede bånd af slanger langs kanterne" er brikbånd eller broderi får vi jo ikke at vide - måske er det begge slags dekoration - men jeg synes ihvertfald at det er ret interessant at han har bemærket dem. Jeg forestiller mig at de har været forholdsvis almindelige, når nu det var så vigtigt for ham at nævne dem i et brev.

19. juni 2013

Skålspænder og søgeord

Det er min erfaring at det ikke er helt så let at finde en masse fag- og/eller forskningslitteratur om skålspænder. Måske bruger jeg bare de forkerte søgeord, søger de forkerte steder eller også findes der ikke så meget der er umiddelbart tilgængeligt, når man ikke har adgang til universiteternes artikel-databaser. Nogle artikler har jeg dog fundet!
Her kommer en lille liste med nogle søgetermer, man kan forsøge sig med:

- skålspænde
- skålformede spænder
- ovale spænder
- dragtsmykke
- dragtspænde
- smykkenål
- nålebroche
- brystspænde
- vikingesmykke
- fibel
- fibler
- skålfibel
- fibula
- fibulaer

På engelsk:
- tortoise brooch
- turtle brooch
- oval brooch
- viking jewellery
- viking ornamentation
- viking fibula


Er der andre oplagte ord modtages de gerne i kommentarfeltet :-)

30. maj 2012

Aros og vikingernes verden

Moesgaard Museum, 2011
Udgivet i forbindelse med udstillingen "Syv vikinger" på Moesgård Museum. 

En dejlig anderledes bog om vikingetiden som ikke ligner de normale historiske fremstillinger. Den består af mange korte kapitler og er illustreret med mange smukke fotos bl.a. fra udstillingen "Syv vikinger". Teksten er både letlæst men også informativ og er derfor et godt udgangspunkt for videre fordybelse i de mange emner der tages op.

Bogen består af 3 hoveddele:
1. del: Syv vikinger, som beskriver udstillingen på Moesgård Museum og præsenterer 6 af de 7 vikinger som man følger i udstillingen.

2. del: Aros, som tager udgangspunkt i vikingetidens Århus og egnene tæt derpå.

3. del: Verden, som tager læseren med ud i den verden, som vikingerne rejste ud i med fokus på de steder, som vikinge-figurerne i udstillingen på en eller anden måde havde forbindelse til.