At drikke jul

Primstav med et drikkehorn der markerer at det er jul. Se evt. www.maihaugen.no/templates/Page.aspx?id=260

I Hans Ellekildes bog "Vor danske jul gemmen tiderne" fra 1943 undersøger han i de to første kapiteler den urdanske jul(yngre stenalder -) og den olddanske jul (vikingetid). Enhver der har læst det mindste om vikingernes måde at fejre jul på, er sikkert stødt på begrebet "at drikke jul". Det stammer fra skjalden Thorbjørn Hornkloves kvad om den store kongelige helt Harald Hårfager og hans valg om at drikke jul ude på havet fremfor hjemme ved arneildens varme.

Ude vil han drikke jul,
den højtstræbende fyrste,
om han skal kunne ene herske,
ude vil han øve Frejs leg.

Ellekilde kommer med en del andre eksempler og henvisninger til det at fejre jul fra skriftlige kilder efter vikingetiden, bl.a. Snorre.
Han fortæller bl.a. om skikken med at høvdingen ved julegildet skulle bære fyldte horn rundt om ilden. Han skulle først vie hornet og offerkødet ved at drikke Odins horn til sejr og vælde for sin konge. Derefter skulle man drikke Njords horn og Frejs horn til "år og fred". Dernæst skulle ifølge Snorre drikkes Brages horn, men her mener Ellekilde at Snorre har misforstået sin kilde:

"Vi kan vel ikke tænke os, at vore hedenske forfædre skulle have drukket horn til ære for en så ganske ubetydelig guddom som Brage og have forbigået den mest folkeelskede af alle nordiske guder, den beundrede vogter af Midgård, guders og menneskers fælles verden, den stærke Thor." s. 40

Tilsidst nævnes et femte og sidste horn, der kunne blive drukket ved årstidsfesten, hornet for de afdøde frænder, som blev kaldt "minde".

At danskerne har drukket godt igennem ved juletid er ikke en ny skik - heller ikke juleøllet, som der var steng lovgivning om ang. brygning og drikkelag i visse dele af Norden i tidlig middelalder - en rest fra den hedenske tid.
Så når vi går til julefrokost og drikker godt igennem eller fejrer at "julesneen falder" (frigivelsen af årets julebryg) er det altså med dybe nordiske rødder i baggagen og en meget gammel tradition som stadig lever.

Den sidste viking

Film af instruktøren Jesper W. Nielsen. Biografpremiere 1997.

Filmen handler om drengen Harald, hvis landsby bliver overtaget af kongens soldater, og gør en sorgløs barndom til en grusom kamp for overlevelse. Harald er stærk og modig, men dog kun et barn, der ikke kan hamle op mod kongens mænd. Haralds far er draget i krig for at slutte sig til oprørerne med det skib, som soldaterne er kommet for at beslaglægge.
Haralds mor bruger sin kvindelighed til at overtale lederen, til at landsbyen kan bygge et nyt skib til kongen. Derfor bliver det Haralds opgave at sørge for at den fordrukne skibsbygger kommer på benene og i gang med et nyt skib.
Det er en meget barsk film, der bestemt ikke er for små børn. Den indeholder både voldtægt og tortur og en del voldelige scener. Skuespillerne er gode, men historien er desværre ikke troværdig. For mig er filmen en blanding af vikingetid, fantasy og action/vold. Der er da også dejlige scener med barnelatter og samarbejdet omkring skibet, men de er alt for få! Det skæmmer også filmen en del at soldaterhøvdingens hjelm har horn!! Det passer sikkert godt ind i fantasy-universet, men hjælper bestemt ikke på filmens troværdighed. Hvis du vil vise dine børn en rigtigt god fremstilling af vikingetiden skal du desværre ikke vælge denne film.
Ved slutningen sidder man tilbage med en ret tom fornemmelse af at vikingetiden var en meget nådesløs og grusom tid, hvor enhver er sig selv nærmest, og man priser sig lykkelig for at man ikke var en del af den. - Men det er jo blot denne films fremstilling! Har du store drengebørn, der er til vold og action, er den sikkert noget for dem, - men forvent ikke at de lærer noget reelt om vikingernes verden! (Hvilket sikkert heller ikke er filmens mission).